Ved den skønne tempeldør
Af Alexander Søndergaard
Det var skønheden, der drog Huysmans til Kirken. Sådan lyder Johannes Jørgensens (1866-1956) korte og simple svar på den
franske forfatter Joris-Karl Huysmans’ (1848-1907) omvendelse til den katolske tro. Det er konklusionen i Johannes Jørgensens bog om den franske forfatter, som Jørgensen udgav i 1908 kort tid efter Huysmans’ død. Johannes Jørgensen
skrev bogen på tysk, der udkom i München som en del af bogserien Kultur und Katholizismus. Nu er den endelig, her 112 år senere, udkommet på dansk ved Johannes Jørgensen Selskabets mellemkomst.
Huysmans havde i
sin samtid, og har fortsat i dag, enorm betydning for fransk litteratur. Ikke mindst for den opblomstring i katolsk kultur og litteratur, som Frankrig oplevede omkring år 1900. Samme store betydning fik Huysmans for Johannes Jørgensen og andre
danske forfattere og kunstnere i perioden. Men der var egentlig ikke meget i første halvdel af Huysmans’ liv, der tydede på, at han ligefrem kunne blive et litterært forbillede for Johannes Jørgensen og et stort antal katolikker
i hele Europa.
Jørgensens og Huysmans’ parallelle udvikling fra naturalisme til katolsk tro
Johannes Jørgensen mødte aldrig Huysmans, men var livet i gennem dybt optaget og påvirket af ikke blot
Huysmans’ forfatterskab, men også den trosmæssige udvikling som Huysmans gennemgik. Den mindede nemlig rigtig meget om Jørgensens egen. Huysmans var i 1870’erne og ind i 1880’erne en del af den såkaldte naturalistiske
skole i fransk kunst og litteratur. Han afsværgede sin katolske barnetro og skrev en række socialrealistiske romaner, hvor han helt i tidens materialistiske ånd lod diverse sociale problemer være omdrejningspunktet for sine værker.
Mest kendt er måske En Ménage (1881), som er en dybt pessimistisk skildring af ægteskabet og dets udfordringer. Bogen er i øvrigt en af de få bøger af Huysmans, som sidenhen er udkommet på dansk under titlen
Samliv.
Men ligesom Johannes Jørgensen selv, så forblev Huysmans ikke i denne dystopiske verdensforståelse. Den synlige virkelighed var ham ikke nok. Med Jørgensens ord så fik Huysmans en ’trang til
at drømme’. En flugt væk fra det grimme, grå og hverdagsagtige, som indtil da havde fyldt hans sind og bøger. Huysmans higede efter skønheden.
Huysmans’ skønhedslængsel førte ham
til at forlade den golde realisme i naturalismen og omfavne en ny tilgang til kunsten og litteraturen benævnt symbolismen. Symbolismen var ikke et opgør med virkeligheden, men et forsøg på beskrive dybden i den. Det gjorde symbolisterne
ikke ved at kigge mod himlen til Gud, men ved at flygte ind i sjælen og krænge det gode såvel som det onde ud på papiret og lærredet. Gerne i måneskinnets lys under indtagelse af rigelige mængder alkohol.
For
symbolismen var i sin essens sanselig. Huysmans lader i sit symbolistiske hovedværk, Á rebours (Mod Strømmen, udgivet på dansk i 2019), hovedpersonen, des Esseintes, føre et helt liv i nat og tavshed i sin bolig. Han
sover om dagen og tilbringer natten med at læse, drømme og tilfredsstille sanserne med stadig kraftigere dufte, større og mere bizarre blomster, musik, overvældende måltider og eksotiske drikke. Des Esseintes bliver selve arketypen
på symbolistens higen efter æstetik og et kunstigt paradis.
Men for Huysmans’ hovedperson i romanen, Des Esseintes, såvel som for Huysmans selv og Johannes Jørgensen, så var æstetikken, trangen til at drømme
og den sanselige tilfredsstillelse ikke nok. Den var kortvarig og porøs. Derfor blev symbolismen også kun en nødvendig trædesten til skønhedens kilde og dens frugter, som Kirken frembringer til Guds ære. De stod ved den
skønne tempeldør og bankede på.
Det katolske forfatterskab
Johannes Jørgensen bruger størstedelen af bogen på at beskrive den sidste del af Huysmans’ forfatterskab, hvor katolicismen
er den bærende søjle, som den også blev for Jørgensen selv efter hans omvendelse. Han giver en god indføring i de katolske romaner og andre bøger, bl.a. en helgenbiografi om Don Bosco (1902) og indtryk fra Lourdes (1906),
som Huysmans udgiver i perioden fra 1895 og frem til sin død i 1907.
Men endnu vigtigere så viser Johannes Jørgensen på sin vanligt indfølende og maleriske måde de stadier, der indtræffer i Huysmans’
religiøse udvikling frem mod hans død. Mest rammende er beskrivelsen af året før hans død, hvor Huysmans rammes af kræft i hals, ører og mund. Dele af hans ansigt blev bortopereret, og Huysmans sygnede hen i mens
kræften fortærede bl.a. hans tunge og frarøvede ham talens brug. Huysmans sagde til en god ven, at han skulle lide for at alle dem, som ville læse hans bøger, måtte tænke på, at hans katolske tro ikke kun var
litteratur. Selve lidelsen var hans værk, og soning for de synder han havde begået.
Hvordan udvikler et menneske sig gradvist fra gudsfornægtende og nytteetisk naturalist til et så fromt og andægtigt menneske, der opofrer
sit livsværk og sin lidelse til Gud? Huysmans svarede selv, at det anede han ikke: ’Alt hvad jeg ved, er, at efter i mange år at have været vantro, tror jeg lige med ét’. Jørgensen skriver meget smukt, at
Huysmans ikke kom til Gud og Kirken gennem tempeldøren – han kom ind i gennem de farvestrålende vinduesruder. Han søgte skønheden og fandt skønhedens kilde – splendor veritatis. I den førkonciliære
messeliturgi, som vi i dag kalder den ekstraordinære form, den gregorianske sang og kirkekunsten så han, med Jørgensens ord, ’sandhedens lyskilde’, som også i dag omvender så mange sjæle, når
de oplever skønhed, der er mere end blot æstetik.
Apologi – ikke biografi
Johannes Jørgensens bog om J. K. Huysmans er en kort sag på 80 sider. Det er som sådan ikke en egentlig biografi
i moderne forstand overlæsset med informationer om Huysmans krydret med anekdoter og perspektiveringer. Det er slet ikke Jørgensens ærinde. Derfor kan man også godt sidde, når man har læst den til ende, med en følelse
af, at man vil vide mere om franskmanden.
Bogen er i stedet en tætpakket fortælling med nedslagspunkter i Huysmans’ liv og forfatterskab, som forsøger at forstå og forklare Huysmans’ omvendelse fra vantro til katolsk
tro, hvor man samtidig under fortællingens overflade fornemmer de klare paralleller til Johannes Jørgensens egen omvendelse. På den måde kan bogen forstås i forlængelse af Jørgensens bog Omvendelse (1899),
som indeholder en række omvendelseshistorier og et forsøg på at forstå den religiøse omvendelses årsager. Bogen har dermed mere karakter af katolsk apologi end egentligt biografisk materiale.
Derudover er bogen
forsynet med et glimrende efterskrift af litteraten og forfatteren Henrik Wivel, som sidste år genudgav Johannes Jørgensens selvbiografi, Mit Livs Legende, sammen med Elise Iuul. Wivels efterskrift er en god analyse af Huysmans’
påvirkning på den unge Johannes Jørgensens udvikling, og det er helt tydeligt, at det er skrevet af en af de fornemmeste kendere af Johannes Jørgensen i hans fædreland, hvor han desværre endnu ikke får den opmærksomhed,
som han tildeles eksempelvis syd for Alperne. Man kan kun håbe, at Henrik Wivel vil fortsætte med at udbrede kendskabet til Johannes Jørgensen og genudgivelserne af hans værker.
Huysmans i år 2020
J.K. Huysmans har fået lidt af en renæssance i europæisk litteratur de seneste ti år med den franske forfatter Michel Houellebecq, som i sine romaner – særligt den meget kendte roman Underkastelse fra 2015 –
trækker på traditionen fra Huysmans og symbolismen, hvor sanseligheden og den religiøse længsel også er grundtonerne. Det har været den primære årsag til to nye oversættelser af Huysmans til dansk sidste
år i form af romanerne Et Dilemma og Mod Strømmen. Vel at mærke de første danske oversættelser af Huysmans i mere end 100 år.
Vi kan kun håbe på, at den fornyede interesse for Huysmans,
som oversættelsen og udgivelsen af Johannes Jørgensens bog om Huysmans ligeledes er udtryk for, materialiserer sig i flere danske oversættelser af Huysmans’ værker. Særligt de udpræget katolske romaner efter Huysmans’
omvendelse er fantastiske eksempler på kristen skønlitteratur af meget høj kvalitet, som fortjener at blive udbredt til et dansk publikum. Bøgernes klare, kristne udgangspunkt og morale vinder dog næppe genhør ved størstedelen
af den primært kulturradikale danske forlagsverden, for hvem kristendommen er et overstået kapitel i dansk kulturliv.
Men så kan vi dog glæde os over, at Johannes Jørgensen Selskabet har oversat Johannes Jørgensens
bog om den store franske forfatter. Den er nemlig et stykke fantastisk katolsk apologi – skrevet i det varme, fantasifulde og billedmættede sprog, som er en af årsagerne til, at Johannes Jørgensen i min optik er en af dansk litteraturs
helt store skikkelser. At denne bog endelig – efter 112 år – udkommer på dansk lukker et hul i den dansksprogede litteratur af Johannes Jørgensen og er en glimrende indføring i Joris-Karl Huysmans’ liv og forfatterskab
set i et katolsk lys.
J. K. Huysmans, Johannes Jørgensen Selskabet, 80 sider, 160 kroner